onsdag den 21. oktober 2009

Så skal vi mindes 90'erne!!!

Det siges at 90'erne er på vej tilbage ... Årtiet, hvor der blev spyttet dårlig musik ud, og hvor bukserne sad alt, alt for højt oppe har jeg ret blandede minder om. Buffalos, refleksbukser, Aqua og Cut'N'Move er ikke noget af det jeg går og savner allermest.

Men, men, men... Det er heldigvis altid skønt at mindes og især mindes nogle af de ting man rent faktisk savner.. Trip Hop, Grunge, Britpop og Dr. Martens. Vans, Hummel og Kappa. Alle ting jeg stadig holder meget af.

Lige meget hvad du var til i 90'erne, så er der kommet en rigtig god anledning til at mindes - nemlig en bog om netop dette årti.
Ditte Giese - journalist på Politiken - har skrevet "90'er Bogen: Fortællinger fra det sjove årti".




I presseklippet om bogen står der:

"Bogen er en rejse tilbage til 90’erne i essayistisk-journalistisk-stil med en vekslen mellem personlige beretninger, analyse, tidslinjer, glemte modediller og ren nostalgi. Forfatteren kommer omkring temaer som mode, musik, natteliv, ironi, sex, tv og film, det nye internet og subkulturer som grunge, hiphop og techno/rave. Til alle kapitlerne har forfatteren indsamlet vidnesbyrd fra folk, der befandt sig i de pågældende miljøer, og via en slags flash backs fortæller de deres personlige oplevelser fra 90’erne.

90’er-bogen er rigt illustreret med 150 illustrationer, både pressefotos og private fotos, flyers fra fester og gamle magasiner.

”Indenfor på X-Ray er der røg overalt, neonlys og dansende folk. Der er lavet bure og podier med dansere, der svæver i luften. Min venindes nye kæreste står på et podium i korte shorts og bar overkrop. Om halsen har han en aflang dims i guld. Det er hans snifferør”.
Ida, 18 år, 1995

”Noget af det bedste, jeg ved, er at stå op klokken fire søndag morgen og tage et sted hen og danse til techno, mens jeg drikker min morgenkaffe. Hvad skal man ellers bruge en søndag morgen til?”
Anonym raver, 1993"

---

Jeg kan ikke andet end at anbefale dig at købe bogen, sætte dig til rette med Oasis, Mother Love Bone eller måske Ace Of Base på anlægget og lad minderne vælte ind over dig. 90'er Bogen er skrevet af en af de nye og utroligt talentfulde kulturjournalister, der har noget på hjerte!


http://90erbogen.dk/

1 kommentar: